Nyt testanlæg på Risø

Forskere og virksomheder kan nu teste nye teknologier på tværs af energikilder.

Med indvielsen af det nye testanlæg, Risø Hybrid Power Plant, føjer DTU endnu en central forsknings- og testfacilitet til Risø. Hybridkraftværket, der kombinerer flere vedvarende energikilder og måder at lagre energien på, består i første omgang af to solcelleanlæg, to vindmøller, et højkapacitets-lagerbatteri og et avanceret interface til elnettet.

Forskningsfaciliteten er et centralt bidrag til DTU’s forskning i en mere bæredygtig energiforsyning og et vigtigt redskab i arbejdet med at kunne udvikle og afprøve nye teknologier, inden de opskaleres. Testfaciliteten er åben for tests foretaget af forskningsprojekter fra både universiteter og virksomheder, som kan teste produktion, lagring og styring på tværs af energikilder.

”Den nye facilitet bliver en vigtig brik i arbejdet med at udvikle og teste nye teknologier, før de skaleres op til brug i kommercielle hybridkraftværker. Det gør testfaciliteten til et nyttigt redskab i arbejdet med at sikre 100% grøn energi,” siger DTU-forsker Dr. Gregor Giebel, der leder DTEC-samarbejdet.

Hybridkraftværket er et element i forsknings- og udviklingssamarbejdet i centret DTU-TotalEnergies Excellence Centre for Clean Energy (DTEC), som blev etableret i 2022.

Læs hele nyheden her

Kontakt: Gregor Giebel Phone: 40 56 50 95, grgi@dtu.dk