Partnerskabet bag Risø Gateway – DTU, Roskilde Kommune og Andel – indgår samarbejde med den tidligere Senior Vice President i Cowi Helle Vang Andersen. Som konsulent i den næste fase af Risø Gateway skal hun lede udviklingen af rammerne og organisationen omkring erhvervsparken.
Helle Vang Andersen har solide kompetencer inden for strategi, implementering, organisationsledelse og forretningsudvikling. Desuden har hun en betydelig erfaring inden for industri, forsyning, offentlige bygherreorganisationer samt myndigheder og finansieringsinstitutioner.
“Jeg synes, at det er utrolig spændende at skabe en dynamisk forbindelse mellem DTU og erhvervslivet, hvor idéer og innovation kan flyde begge veje – fra forskning til virksomheder og fra praksis til forskning. Det kan vi på Risø Gateway. Udviklingen af de synergier, Risø Gateway skaber, vil være til gavn både regionalt, nationalt og internationalt “, siger Helle Vang Andersen.
Risø Gateway er et samarbejde mellem universitet, kommune og energiselskab, der med hver deres samfundsrolle, erfaring og kompetencer vil udvikle erhvervsparken til et dynamisk hotspot for bæredygtige energiteknologier, energisystemer og biosolutions. Ambitionsniveauet er en erhvervspark, der er synlig globalt – og lokalt forankret tæt på videnmiljøer og virksomheder.